Giela
1. og 2. flokkur í Skúlanum við Streymin
Jorgaluvvon litaua giella Gabrielė TrepšytėEt gammelt færøsk ordsprog hedder: “Uld er Færøernes guld”. Der findes ca. 70.000 får på Færøerne. Får har altid haft stor betydning for færinge, fordi de både bruges til mad og tøj.
Sena farerų patarlė sako, kad “Farerų salų auksas yra vilna”. Farerų salose yra apie 70 000 avių. Farerams avys visada bus svarbios, nes jos yra naudojamos ir maistui, ir drabužiams.
Allerede da nordboerne kom til Færøerne i 800-tallet fandtes der mange får på øerne. Den oprindelige fårerace var lille og mindede om de specielle Soay-får, som endnu lever på den skotske øgruppe St. Kilda.
8-tam amžiuje, kai norvegai atvyko į Farerų salas, jose buvo daug avių. Pirmoji avių veislė buvo nedidelė ir panaši į ypatingas Soay avis, kurios iki šiol gyvena Škotijoje.
På Færøernes Nationalmuseum kan du se de såkaldte Dimon-får. De sidste oprindelige får opholdt sig på øen Lille Dimon men blev aflivet omkring år 1860.
Farerų salų nacionaliniame muziejuje galite pamatyti Dimon avis. Paskutinės pirmykštės avys liko Mažojoje Dimono saloje, bet buvo nužudytos apie 1860 metais.
Der var mange får som døde i 1600-tallet. Det gjorde, at man importerede andre fåreracer fra Island, Shetlandsøerne og Orkneyøerne.
Buvo daug avių, kurios mirė XVI amžiuje, o kitos avių veislės buvo įvežtos iš Islandijos, Šetlando ir Orknio salų.
De færøske får minder om en fårerace i Norge, som kaldes for “Spælsau”. Fårene i Island er også nært beslægtede med dem. Det specielle ved denne fårerace er, at de har korte haler.
Farerų avys primena avių veislę Norvegijoje, kuri vadinama „Spælsau“. Su jomis artimai susijusios ir Islandijos avys. Ypatinga šios veislės avių ypatybė yra ta, kad jos turi trumpas uodegas.
Får trives godt på Færøerne. Vintrene er milde, og selv når der ligger sne, kan de skrabe sig ned til noget at spise.
Farerų salose klesti avys. Žiemos švelnios,tačiau net ir sningant jos gali susirasti ko nors užkąsti.
Får spiser græs og de kaldes drøvtyggere. Det vil sige, at de først sluger græsset for derefter at gylpe det op igen for at tygge på det.
Avys minta žole ir yra vadinamos atrajotojais. Tai reiškia, kad jos iš pradžių praryja žolę, o paskui sugražina ją atrydamos.
Lemning (fødslen) sker om foråret. Lammene dier hos deres mor den første tid, men begynder derefter at spise græs og vokser sig hurtigt store. Allerede om efteråret samme år slagtes de fleste.
Poravimasis (gimimas) vyksta pavasarį. Pirmą kartą ėriukus žindo mamos, o tik vėliau jie pradeda ėsti žolę ir greitai užauga. Jau tų pačių metų rudenį dauguma būna paskersti.
Man kan spise næsten det hele på et får. Også indvolde, blod og fårehovedet. De fleste opskårne kroppe hænges i forrådshuse, så kødet fermenterer og tørrer, og så kan man spise det de følgende måneder.
Avies dalis galima valgyti beveik visas: vidurius, kraują bei avies galvą. Dauguma paskerstų kūnų kabinami sandėliukuose, kad mėsa fermentuotųsi ir džiūtų ir kad būtų galima valgyti vėliau.
Fåreuld kan man spinde til garn. Færøsk uld er meget varm at have på og indeholder også meget lanolin, som gør, at den er selvrensende.
Avies vilną galima suverti į verpalus. Farerų vilną yra labai šilta dėvėti, joje taip pat yra daug lanolino, todėl ji savaime išsivalo.
Vædderne har horn, mens fårene er hornløse. Hvis et får får horn, er de meget mindre end på vædderen.
Avinai turi ragus, o avys – be ragų. Jei avis gauna ragus, jie yra daug mažesni nei avino.
Foto/ Myndir/ Asseq/ Valokuva/ Guvvieh/ Nuotraukos/ Photo:
S1+14: Erik Christensen - commons.wikimedia.org
S4+10+18: Arne List - flickr.com/ commons.wikimedia.org
S6: Owen Jones - commons.wikimedia.org
S8: Northerner - commons.wikimedia.org
S12: Thomas Mues - commons.wikimedia.org
S16+22: Lisa Borgström
S20: Jan Thomsen
S24+26: Jóannes S. Hansen